Milde moster! Få flasker ser så godt ud som denne! Den er designet i stil med flaskerne fra gamle europæiske apoteker, og både flasken og indholdet laves i Belgien. Heldigvis for os der skal drikke det, så er indholdet ligeså godt som udseendet. Det er en simpel, men kraftig gin, der ikke giver plads til tvivl om kvaliteten, men ganske enkelt leverer de fem botaniske ingredienser – englerod, enebær, kardemomme, appelsinskal og korianderfrø – uden dikkedarer. Ginnen er åbenbart en berygtet alkymists tilfældige lykketræf under hans søgen på en livseliksir, og selvom Copper Head måske ikke giver evig ungdom, så laver den en forpulet god G&T! Et stykke appelsinskal og masser af isterninger, og så kan det dårligt blive bedre.