Strathmill er et af tre destillerier i byen Keith, i Speyside, og er det eneste af de tre, som ikke er ejet af Chivas Brothers — det er i stedet Diageo, som sidder på ejerskabet. Strathmill ses sjældent aftappet som single malt, hvilket i høj grad kan tillægges, at det er en vigtig komponent i mange af Diageos blendede whiskyer som J&B Rare. Den hollandske uafhængige aftapper, The Ultimate Whisky Company, har dog haft held til, at skaffe fadet, som blev til denne skønne 24 år gamle aftapning. Den blev destilleret den 9. marts 1990, og efter at have lagret 24 år i et hogshead (fad nr. 100191), blev den aftappet den 5. februar 2015 med et afkast på blot 283 flasker. Den er naturligvis aftappet ved en styrke på 46%, er ikke koldfiltreret og er ikke tilsat farvestof. En strålende mulighed for, at prøve en whisky, som ellers sjældent ser dagens lys – og så tilmed en gammel en af slagsen!