Hvis man leder i hjørnet af det skotske højland finder man Glencadam, et lille destilleri som kun få kender til. De laver ikke desto mindre noget solidt whisky, og holder deres sortiment varieret og interessant. Denne 14-årige aftapning er et lille sidespring fra deres sædvanlige stil, idet den har gennemgået en efterlagringsperiode på 16 måneder i eks-olorososherryfade. Den kontante, friske Highland-profil tager ikke skade af lidt tilføjet sødme, og det er lige netop hvad sherryfadene bidrager med. De milde noter af vanilje og bygmalt harmonerer med søde noter af tørret frugt og krydderier, som giver en afrundet men kompleks smag. I og med at det er en Glencadam er den selvfølgelig hverken koldfiltreret eller tilsat farvestof, og har en styrke på 46%.